Category Archives: Uncategorized

Flot tak fra protestantisk kvinde til katolsk mand

Benedikts Pinseprædiken

Katrine Winkel Holm skriver et flot indlæg på sin Blog
http://www.katrinewinkelholm.com, et pænt og flot farvel til Pave Benedikt.

Selvom hun dog er lidt forkert på den når hun påstår at Benedikt nok var mere protestantisk en katolsk.
MEn alt forladt for etflot indlæg.
ALt i alt er Katrine næsten altid skarp.

Der er et eller andet med den danske offentlighed og pavekirken.
Selv om vi lever i en decideret kristendomsfjendtlig tid er optagetheden af den katolske kirke påfaldende stor.
Det så vi, da den tidligere pave døde, og i denne uge fik den en tur til. Hånd i hånd med offentlighedens afsky over for katolske dogmer om abort og prævention går fascinationen af denne ældgamle institution, der er ophøjet ligeglad med tidsånden.

Jeg gætter på, at denne fascination vil vokse i de kommende år, i hvert fald hvis den nuværende udvikling i folkekirken modstandsfrit fortsætter. Jo mere folkekirken sælger ud, jo mere vil man tiltrækkes af en kirke, der står fast. Jo flere halmballegudstjenester, spaghettigudstjenester og zumbagudstjenester, udført af mere hektisk smilende, midaldrende kvinder, jo stærkere står en enkel, ældgammel gudstjenesteordning. I jo højere grad folkekirken sender ordet “synd” i skammekrogen, jo mere vil man lytte til en kirke, der giver ordet “synd” en central placering.

Den berømte protestantiske teolog Karl Barth sagde engang, at den katolske kirkes eksistens må være en bestandig anfægtelse for den protestantiske. Så lad os håbe, at katolicismefascinationen kan ruske op i folkekirken og fremprovokere den marv og modstandskraft, som folkekirken oprindeligt er bygget på. For protestantismen opstod jo faktisk i protest mod en magtliderlig pavekirke, der gik på akkord med evangeliet, og er i sin kerne en bestræbelse på at gå tilbage til evangeliet – deraf navnet reformation.

Der er dem, der mener, at den afgående pave måtte gå af, fordi han var lidt for protestantisk i stilen (ikke i indholdet). Han var en sprænglærd tysk teolog, der havde undervist på det berømte universitet i Tübingen og forstod ikke sig selv som kirkens herre eller en magtfuld diktator, men som en opmuntrende inspirator, lærer og præst, som Anders Raahauge skriver i Kristeligt Dagblad. Han citerer den tyske redaktør Malte Lehming for at mene, at paven ikke kunne hamle op imod Vatikanets strukturer og »var for åndelig for de jordiske intriger om magt og indflydelse.«
Hvis det er sandt, er det sørgeligt – omend ikke overraskende, når man kender pavekirkens historie -for Europa ville have haft godt af en tænkende, argumenterende pave, der på god protestantisk vis svang ordets sværd i stedet for magtens. Det gjorde pave Benedikt, der var tysk i ordets bedste forstand. Tænk bare på hans “finest hour”, da han holdt den formfuldendte forelæsning om tro, fornuft og magt på Regensburg universitetet i 2006.
Mens danske biskopper dengang underdanigt løb til dialogmøder med imamer for at gøre bod for Muhammed-tegningerne, klargjorde paven i forelæsningen skarpsindigt de uoverstigelige forskelle mellem islam og kristendom.
” En vilkårlighedsgud” kaldte han Muhammeds utilgængelige Allah, der aldrig har åbenbaret sig selv, og som derfor ikke har bundet sig til noget som helst. Heller ikke til sandheden. Heller ikke til sine egne løfter. Muhammeds Allah er en lunefuld, ukendt størrelse, der i sidste ende lader sine skabninger svæve i uvished om deres skæbne.
Paven gjorde ikke bare klart, at dette “voluntaristiske” gudsbegreb er i dyb modsætning til kristendommen, men han frakendte det også enhver rationalitet. For udbredelse af tro ved hjælp af vold er irrationel, som han citerede en byzantinsk kejser for at have sagt.
Mens overfladiske medier skriger på en mere moderne pave, vil jeg gerne efterlyse en pave, der kan videreføre den afgående paves præcise og dybsindige islamkritik.

Jyllands-Posten 16. februar

Reklamer

Simon Peres og Paven

Charles Allston Collins Convent Thoughts (detail)

Jeg er ked af pavens beslutning om at give afkald på sit pontifikat.

Dette er en unik beslutning, ligesom han er en unik og modig mand. Jeg tror anser ham for at være en fremragende og enestående åndelige leder.
 Pave Benedikt XVI har haft en enormbetydning. Han er en mand af dyb tænkning. En krop  kan ældes, men visdom ældes aldrig.

Han har et reelt engagement i fred og til menneskeheden. Han har oprigtigheden af en rigtig troende, en vis mand, der kan forstå ændringer i historien og den forståelse, at selvom vi er forskellige, bør vi ikke blive fremmede eller fjender.

I forbindelserne mellem den katolske kirke og det jødiske folk, han gjort meget. Han har givet udtryk for at, det jødiske folk er ikke ansvarlige for Jesu død, og at “det jødiske folk er vores ældre brødre”, og han sagde Gud aldrig har forladt det jødiske folk. Han besøgte Israel og den store synagoge i Rom for at udtrykke sit venskab og solidaritet med den jødiske folk. Jeg fulgtes med på ham ved hans besøg i Israel, og han var overordentlig venlig og virkelig sympatisk. Han bad for fred i Mellemøsten, som jeg og andre gør.

Han skal ikke kun blive bedømt som den administrative leder af Vatikanet, men som en åndelig leder med dybde, viden og visdom. Jeg betragter ham som en ven, jeg ønsker ham alt godt, og jeg vil holde kontakten med ham i fremtiden.

Vi skal bede i Jerusalem, at han vil genvinde sin fysiske styrke og bidrage med sin visdom, dybde og venskab til alle folk, for alle religioner.

Vi vil huske ham med respekt og påskønnelse for, hvad han gjorde.
Shimon Peres, Israels præsident

 

Lynet slog ned

Lynet slår ned i Rom, den dag Benedikt annoncere sit farvel.

IN DEFENCE OF BEAUTY

Mark Shea har skrevet denne fremragende atrtikel på OUR SUNDAY VISITOR
http://www.osv.com

– Why does the Church have all those gold cups and fancy paintings?” is a complaint that carries a lot of power because the founder of the Church has some very sharp words about the dangers of wealth, and Catholics have not always done a bang-up job when it comes to listening to them

As far as the words of Jesus go, the picture is not at all unclear. The Son of Man, who had no place to lay his head and who had to borrow a coin in order to make his point about rendering unto Caesar, radiates a deep distrust of and awareness of the dangers of riches:

“No one can serve two masters. He will either hate one and love the other, or be devoted to one and despise the other. You cannot serve God and mammon” (Mt 6:24).

“Amen, I say to you, it will be hard for one who is rich to enter the kingdom of heaven. Again I say to you, it is easier for a camel to pass through the eye of a needle than for one who is rich to enter the kingdom of God” (Mt 19:23-24).

And so forth. Smash cut to the High Middle Ages and the pope showing St. Dominic around Rome while boasting, “Peter can no longer say, ‘Silver and gold I do not have.’ To which the blunt saint replied, “Neither can he say, ‘Rise and walk.’”

Substance of charge

This remains the substance of the charge to this day: that the evangelical counsel of poverty is contradicted by the art, the gold, the finery, the gorgeousness of the Catholic artistic and cultural tradition and that the only true Christian is more or less walking barefoot in the snow like St. Francis. Its power was felt in Dominic’s time by the people in southern France, who compared the austere lives of the Cathars with those of the corrupt clergy and voted “Cathar” in droves. It retains an enormous amount of power today when, in addition to the gorgeousness, there is also the inevitable corruption that always afflicts any aggregation of homo sapiens, including ordained homo sapiens. In short, a bishop — living in a mansion with fine wines and premium cigars — who covers up the abuse of children is a powerful argument against the Faith

Catholics who seek to defend the Faith should not give that point short shrift. St. Dominic certainly didn’t. Instead, he founded an order of beggars and revived obedience to the evangelical counsels of chastity, obedience and poverty that had fallen on hard times in his day. Other Catholics from the Discalced Carmelites to the Franciscan Friars of the Renewal have done the same over the centuries.

What they have not done, however, is demand that the Church sell off its artistic legacy or start celebrating Mass with paper plates and Styrofoam cups. Indeed, what is remarkable is that those who have most strongly embraced the evangelical counsels of poverty for themselves and urged them upon the faithful have also insisted on the gorgeousness of the Church in its work of worship to God. Servant of God Dorothy Day, who was not exactly a fan of Donald Trump-like opulence and who had a heart for the poor as big as any saints who ever lived, said, “For Christ himself, housed in the tabernacles in the Church, no magnificence is too great, but for the priest who serves Christ, and for the priesthood of the laity, no such magnificence, in the face of the hunger and homelessness of the world, can be understood.”

Christ’s example

This distinction between the gorgeousness that is properly devoted to God and the temperance we should practice toward ourselves should get our attention, because it raises a matter that is often overlooked in the popular conception of Jesus as a sort of folk guru who lived a purely ascetic life. In fact, Jesus seems to have been pretty fun at a party, judging by how often we find him invited to dinner in the Gospels. The wedding at Cana is a rather significant instance of Jesus being exceptionally fun at a party, and we find him invited to the homes of such figures as Matthew, Simon the leper, Mary and Martha, various tax collectors and sinners — notably Zacchaeus — and even a smattering of Pharisees. Indeed, so well known was Jesus’ reputation as somebody who enjoyed, temperately, the good things of this world that we find his enemies trying to maintain the contradictory complaints that his cousin John is a nutty ascetic, while he is an out-of-control party animal:

To what shall I compare this generation? It is like children who sit in marketplaces and call to one another, ‘We played the flute for you, but you did not dance; we sang a dirge, but you did not mourn.’ For John came neither eating nor drinking, and they said, ‘He is possessed by a demon.’ The Son of Man came eating and drinking, and they said, ‘Look, he is a glutton and a drunkard, a friend of tax collectors and sinners.’ But wisdom is vindicated by her works” (Mt 11:16-19).

This matters because at one of the most famous banquets of all — held to celebrate the raising of Lazarus from the dead — we see the old familiar charge of obscene waste leveled, not against corrupt Renaissance popes or negligent bishops, but against Jesus himself. And the prosecutor is, disconcertingly for the scold of the Catholic Church, none other than Judas Iscariot saying all the stuff that purveyors of moral panic about the Church still say today:

“Six days before the Passover, Jesus came to Bethany, where Lazarus was, whom Jesus had raised from the dead. There they made him a supper; Martha served, and Lazarus was one of those at table with him. Mary took a pound of costly ointment of pure nard and anointed the feet of Jesus and wiped his feet with her hair. … But Judas Iscariot, one of his disciples (he who was to betray him), said, ‘Why was this ointment not sold for 300 denari and given to the poor?’ This he said, not that he cared for the poor but because he was a thief, and as he had the money box he used to take what was put into it. Jesus said, ‘Let her alone, let her keep it for the day of my burial. The poor you always have with you, but you do not always have me’” (Jn 12:1-8).

Beauty in service to God

This gives us a clue about how reformers from St. Dominic to Dorothy Day could call for radical poverty, yet have no objection to lavish beauty in the service of God. For Jesus himself had no objections to the worshipper lavishing what she had on God. In this, he was acting in obedience to what his Father had revealed in the Old Testament.

Read the rest of this fabolous article at OUR SUNDAY VISITOR

at:

http://www.osv.com/tabid/7621/itemid/10430/In-defense-of-beauty.aspx

New Order :TEMPTATION

Masser af musik har været med til at skabe min vej til Kristus.
Mange bands som jeg lyttede til i min ungdom i de sene teenage år og i mine 20ér , havde en kristent univers, ja vel ligefrem et katolsk.
Derfor har det sikkert også været med til at give mig et sprog, en poesi på det som jeg allerede i min sjæl var klar over.

Nogle af disse bands vil jeg prøve at give nogle eksempler på

Hér NEW ORDER´s TEMPTATION fra 1981

Bare det at tale om sådanne kristne begreber i 1980´ernem, var helt overraskende.

Som vi sår

Pave Benedikt XVI :  "HUSK STILHEDEN, DEN ER VIGTIGERE END NOGENSINDE"

IBEN THRANHOLM SKRIVER  DENNE FREMRAGENDE KOMMENTAR I KRISTELIG DAGBLAD /  i dag den  11. januar 2013

 

 

Præsident Obama græd offentligt over de 20 børn, som blev skudt på Sandy Hook-skolen. Men det havde været bedre, hvis han samtidig havde grædt snot over de 50 millioner børn, som er blevet legalt aborteret siden 1973 i USA, skriver Iben Thranholm

Kort før jul fik verden et chok over den voldsomme massakre på Sandy Hook-skolen i Newtown, hvor den 20-årige Adam Lanza skød 20 skolebørn og seks voksne, heriblandt sin egen mor. I ugerne efter lød spørgsmålet igen og igen: Hvordan kunne det ske? Desværre er det ikke første gang, at en amerikansk skole bliver offer for et brutalt skyderi som dette. Tallet ligger op mod de 20. Den umiddelbare reaktion fra amerikanske politikere var, at det var for let at få adgang til våben i USA, og at loven derfor måtte strammes. Et overfladisk svar, der lader spørgsmålet om, hvad der får en ung mand til at begå så meget ondskab, stå ubesvaret tilbage.

Forleden læste jeg, at genforskere vil udtage dna-prøver fra massemorderen i Newtown, fordi man håber på at finde ondskabens årsag i de menneskelige gener. I dag er det neurobiologien, som opfatter mennesket og dets handlinger alene som et resultat af kold kemi, der hersker. Der foreligger endnu ikke nogen resultater, men selvom det skulle lykkes at finde en anden genstruktur end hos gode mennesker, giver det ingen retningslinjer for, hvordan samfundet skal forholde sig til ondskab.

Måske netop på grund af neurobiologiens udbredelse er der en enorm interesse for at forstå ondskab for øjeblikket. Boghandlernes hylder bugner af bøger og biografier om onde mennesker, som for eksempel de værste nazibødler fra Anden Verdenskrig og andre tyranner.

Annonce

Peter Øvig Knudsens bestsellere ”Efter drabet”, ”Birkedal” og ”Blekingegadebanden”, som forsøger at kortlægge og forstå ondskab, fascinerer danskerne. Også det kontroversielle teaterstykke om norske Anders Behring Breivik, der dræbte 69 mennesker på Utøya, har været et tilløbsstykke, hvor billetterne blev revet væk.

Vi vil have indsigt i det onde, fordi vi tror, at vi kan kontrollere og beherske det ved at forstå det. Det er naivt at forstille sig, at man kan forstå det onde. Det er som at prøve at spille skak med Djævelen. Han vinder, for i forsøget på at blive herre over det onde bliver man i stedet fristet og påvirket af det.

I stedet for at bore i, hvad ondskab er, skulle man hellere spørge, hvordan det kan være, at en kultur, der bygger på kristendommen, er blevet så rådvild og hjælpeløs, hvad angår ondskab. Bibelen giver klare svar på, hvor ondskab kommer fra, og hvordan man bør omgås den. Ondskab skal ikke forstås, men forsages. Interessen for ondskab er en form for hovmod.

I dagene efter tragedien på Sandy Hook læste jeg en samtale mellem Gud og en bekymret skoleelev slået op af amerikanske venner på Facebook. Eleven spørger Gud, hvordan han kan tillade så meget vold i skolerne. Gud svarer: Fordi jeg ikke længere er tilladt på skoler. På amerikanske (og skolerne i hele den vestlige verden) er man holdt med at lære børn at bede og at læse i Bibelen, hvor der står, at man ikke må slå ihjel, og at man skal elske sin næste. I stedet lader man underholdningsindustrien om at opdrage unge med film om vold, mord og promiskuitet.

Gennem voldelige computerspil træner teenagere sig selv til at slå ihjel og til at miste samvittigheden, så de til sidst ikke kan se noget forkert i at dræbe deres klassekammerater og sig selv. Eksperter har længe beroliget befolkningen med, at det ”bare var underholdning”, men Breiviks massemord på vore egne breddegrader beviser det modsatte. Underholdningsbranchen er i gang med at fostre en ny samvittighedsløs mennesketype. Først bliver børn ludomaner og sidenhen personlighedsforstyrret.

Præsident Barack Obama fældede offentligt tårer over de 20 børn, som blev skudt på Sandy Hook og lovede, at han ville gøre alt, hvad der stod i hans magt for at stramme våbenloven. Det havde været bedre, om han samtidigt havde grædt snot over de 50 millioner børn, som er blevet legalt aborteret siden 1973 i USA, og alle de ufødte børn, Obamas politik fortsat tillader at blive dræbt.

Han skulle have lyttet, da Moder Teresa ved National Prayer Breakfast i 1994 sagde til daværende præsident Bill Clinton: ”Ethvert land, der tillader abort, lærer ikke dets folk at elske, men at bruge vold til at få, hvad de vil have.” Hvis præsidenten forbyder abort, kan han vende udviklingen. Hvordan skal unge, der vokser op i et samfund, hvor de ser deres forældre abortere deres søskende, fordi de har en sygdom, et forkert køn eller blot kommer på det forkerte tidspunkt, kunne respektere deres venners liv? Denne holdning til menneskeliv og lovgivning fører til afstumpethed overalt i samfundet.

Obama kan stramme våbenloven alt det, han vil, men det vil ikke sætte en stopper for nye frygtelige og tragiske massakrer, så længe det moralske fundament er råddent, og de kommende generationer ikke lærer værdien af liv.

Som vi sår, sådan høster vi.

 

med emneordet , ,

Thranholm: Juletræsfesten ender i kristenforfølgelse

Juletræsfesten ender i kristenforfølgelse

 

 

  1. Konflikter om juletræer i Kokkedal og Bruxelles er eksempler på, at kristne symboler vækker vrede som aldrig før. Derfor må kristne til at sætte foden i døren, mener Iben Thranholm.
  2.     Da et muslimsk flertal nedstemte et juletræ i beboerforeningen Egedalsvænge, endte det i stenkast mod en reportagevogn fra TV 2, og formanden har valgt at flytte til Jylland efter trusler og hærværk.
  3. I Bruxelles kom byrådet selv konflikten om juletræet i forkøbet. Af frygt for, at nogen skulle føle sig stødt over det kristne symbol, valgte man at erstatte det traditionelle grønne juletræ på Grande Place med et avantgardistisk, elektronisk vintertræ. Et byrådsmedlem medgiver, at det var forbindelsen til kristendommen, som var den udslagsgivende faktor bag at fjerne juletræet.
  4. I Sverige valgte en skoleleder, som man kunne læse i Kristeligt Dagblad i går, at aflyse skolens årlige adventsbesøg i den lokale kirke, fordi han mente, at den var for religiøs. Det var han i sin gode ret til, da en ændring af loven, som trådte i kraft i juli 2011, indebærer, at den svenske skole skal være ikke-konfessionel. Det betyder i praksis, at eleverne ikke skal udsættes for religiøs påvirkning. De skoleledere, som ønsker at lære børnene at fejre jul uden Gud, har altså loven på deres side.
  5. I de danske skoler er kristendommens status også vaklende. I den forløbne uge var der optræk til, at regeringens udspil om en fornyelse af folkeskoleloven ville betyde, at kristendomsfaget skulle ændre navn til religion. Det skete så ikke, men alligevel er det ingen garanti for, at kristendomsfaget ikke ændrer navn eller ryger ud, næste gang folkeskoleloven skal revideres. Det er absolut ikke et fag, der sidder sikkert i sadlen, men alene får lov til at bestå på grund af visse politikeres fortsatte nåde
<!–

–>

I Slovakiet har julestemningen også fået et gevaldigt dyk, efter at EU-Kommissionen har fastslået, at kors og glorier på en slovakisk jubilæumsmønt med de to græske helgenbrødre Kyrillos og Methodios strider imod religionsneutralitet og derfor skal fjernes.
I alle ovennævnte sager hedder det sig, at kristne symboler må fjernes af hensyn til religionsneutralitet. I virkeligheden drejer det sig om had til kristendommen. Et had, der samler kraft til at hærge, indtil det sidste alter er væltet. Af samme grund er der heller ingen vestlige medier, der interesserer sig en døjt for, at kristendommen nu er den mest forfulgte trosretning på verdensplan. 100 millioner forfølges hver dag, og årligt bliver 115.000 slået ihjel, alene fordi de er kristne.
I Europa mister kristne (endnu) ikke livet, men privilegier. Det er en tendens, man skal være på vagt over for.
I 1930’ernes Tyskland startede forfølgelsen af jøderne også med, at man fratog dem privilegier. I det antikke Rom, som var kendt for sine omfattende kristenforfølgelser, var kristendommen vel at mærke ikke forbudt ved lov. Men den folkelige uvilje mod de kristne var meget stor. En privat anklager behøvede kun at rette en anklage for det at være kristen, for at en dommer kunne dømme til døden. Kejseren lod de kristne gå fri, hvis de afsværgede deres tro.
Det er i grunden samme situation, kristne i Europa i dag er ved at havne i. Under dække af religionsneutralitet bliver det mere og mere almindeligt, at kristendommen i offentlige sammenhænge skal afsværge sin tro, som det for eksempel er tilfældet med den svenske skolelov, juletræet i Bruxelles og den slovakiske mønt. I årevis har der været kamp om, hvorvidt kristendomsfaget i danske skoler har lov til at være forkyndende.
Desværre lukker mange kristne, præster og biskopper i Europa lukker øjnene for tendensen og er for godtroende. Man bilder sig ind, at religionsneutraliteten er vejen frem i et multikulturelt samfund. Man ser ikke, at religionsneutralitet mest af alt tjener den funktion at knuse kristendommen.
Der er ingen andre religioner i Europa, der er udsat for så meget pres som kristendommen. Selvom islam har måttet stå på mål for tørklæder og niqab, er der alligevel mere politisk korrekt velvilje over for muslimers plads i samfundet, end der er over for kristne symboler og standpunkter.
Det samme gælder de østlige religioner, som slet ikke er udsat for nogen form for religionskritik, men som mange sluger råt og ukritisk med deres budskaber om meditation og højere bevidsthedsniveau. Hvorfor er yoga og mindfulness i så høj kurs på arbejdspladser, hvis målet er et religionsneutralt samfund?
Hvis ikke kristne i Europa modsiger religionsneutraliteten og sætter foden i døren, mens de endnu har friheden til at gøre det, er de i fare for at komme til at lide samme skæbne som kristne i for eksempel Irak, Mellemøsten, Indonesien, Kina og Nigeria. Europæiske kristne forholder sig alt for passivt og naivt til tidens tegn. Den attitude kan komme til at ændre historiens gang radikalt.