Flot tak fra protestantisk kvinde til katolsk mand

Benedikts Pinseprædiken

Katrine Winkel Holm skriver et flot indlæg på sin Blog
http://www.katrinewinkelholm.com, et pænt og flot farvel til Pave Benedikt.

Selvom hun dog er lidt forkert på den når hun påstår at Benedikt nok var mere protestantisk en katolsk.
MEn alt forladt for etflot indlæg.
ALt i alt er Katrine næsten altid skarp.

Der er et eller andet med den danske offentlighed og pavekirken.
Selv om vi lever i en decideret kristendomsfjendtlig tid er optagetheden af den katolske kirke påfaldende stor.
Det så vi, da den tidligere pave døde, og i denne uge fik den en tur til. Hånd i hånd med offentlighedens afsky over for katolske dogmer om abort og prævention går fascinationen af denne ældgamle institution, der er ophøjet ligeglad med tidsånden.

Jeg gætter på, at denne fascination vil vokse i de kommende år, i hvert fald hvis den nuværende udvikling i folkekirken modstandsfrit fortsætter. Jo mere folkekirken sælger ud, jo mere vil man tiltrækkes af en kirke, der står fast. Jo flere halmballegudstjenester, spaghettigudstjenester og zumbagudstjenester, udført af mere hektisk smilende, midaldrende kvinder, jo stærkere står en enkel, ældgammel gudstjenesteordning. I jo højere grad folkekirken sender ordet “synd” i skammekrogen, jo mere vil man lytte til en kirke, der giver ordet “synd” en central placering.

Den berømte protestantiske teolog Karl Barth sagde engang, at den katolske kirkes eksistens må være en bestandig anfægtelse for den protestantiske. Så lad os håbe, at katolicismefascinationen kan ruske op i folkekirken og fremprovokere den marv og modstandskraft, som folkekirken oprindeligt er bygget på. For protestantismen opstod jo faktisk i protest mod en magtliderlig pavekirke, der gik på akkord med evangeliet, og er i sin kerne en bestræbelse på at gå tilbage til evangeliet – deraf navnet reformation.

Der er dem, der mener, at den afgående pave måtte gå af, fordi han var lidt for protestantisk i stilen (ikke i indholdet). Han var en sprænglærd tysk teolog, der havde undervist på det berømte universitet i Tübingen og forstod ikke sig selv som kirkens herre eller en magtfuld diktator, men som en opmuntrende inspirator, lærer og præst, som Anders Raahauge skriver i Kristeligt Dagblad. Han citerer den tyske redaktør Malte Lehming for at mene, at paven ikke kunne hamle op imod Vatikanets strukturer og »var for åndelig for de jordiske intriger om magt og indflydelse.«
Hvis det er sandt, er det sørgeligt – omend ikke overraskende, når man kender pavekirkens historie -for Europa ville have haft godt af en tænkende, argumenterende pave, der på god protestantisk vis svang ordets sværd i stedet for magtens. Det gjorde pave Benedikt, der var tysk i ordets bedste forstand. Tænk bare på hans “finest hour”, da han holdt den formfuldendte forelæsning om tro, fornuft og magt på Regensburg universitetet i 2006.
Mens danske biskopper dengang underdanigt løb til dialogmøder med imamer for at gøre bod for Muhammed-tegningerne, klargjorde paven i forelæsningen skarpsindigt de uoverstigelige forskelle mellem islam og kristendom.
” En vilkårlighedsgud” kaldte han Muhammeds utilgængelige Allah, der aldrig har åbenbaret sig selv, og som derfor ikke har bundet sig til noget som helst. Heller ikke til sandheden. Heller ikke til sine egne løfter. Muhammeds Allah er en lunefuld, ukendt størrelse, der i sidste ende lader sine skabninger svæve i uvished om deres skæbne.
Paven gjorde ikke bare klart, at dette “voluntaristiske” gudsbegreb er i dyb modsætning til kristendommen, men han frakendte det også enhver rationalitet. For udbredelse af tro ved hjælp af vold er irrationel, som han citerede en byzantinsk kejser for at have sagt.
Mens overfladiske medier skriger på en mere moderne pave, vil jeg gerne efterlyse en pave, der kan videreføre den afgående paves præcise og dybsindige islamkritik.

Jyllands-Posten 16. februar

Reklamer
%d bloggers like this: