Menneskefisker, en prædiken af Maria Gitz Christiansen

 

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Den canadiske poet og sangskriver Leonard Cohen, har i én af sine sange engang beskrevet det kristne menneskes tros- og Gudsforhold igennem billedet af mødet mellem en mand og en kvinde. Sangen, Cohen beskriver dette Gudsforhold i, er sangen om Suzanne. Suzanne er en speciel kvinde – hun bor nede ved floden og går i tøj fra Frelsens Hær. Alligevel er der noget særligt over hende – hun virker eksotisk og dragende, eller som Cohen synger om manden, som møder hende og siden bliver hendes elsker:

You know that she’s half crazy, but that’s why you want to be there. And, Cohen continues, she feeds you tea and oranges that come all the way from China. And just when you mean to tell her, that you have no love to give her, then she gets you on her wavelength and she lets the river answer, that you’ve always been her lover.

Sådan lyder Cohens forunderlige univers. Og i det univers kan han altså lade kærlighedsforholdet mellem mand og kvinde blive til et billede på forholdet mellem mennesket og Gud – ja, det kan ligefrem siges at være et billede på, hvordan mennesket møder og kommer til tro på Gud. Hvordan det udfoldes, vender vi tilbage til om et øjeblik.

Sankt Peter, malet er Leonardo Da Vinci

For hvorfor nu indlede prædikenen med at tale om Leonard Cohen? Ja, det gør vi, fordi dagens evangelium – i lighed med Cohens sang om Suzanne – handler om tro. Her hører vi om disciplen Peter – eller Simon, som han oprindeligt hed – og om hans første møde med Jesus. Sådan beretter evangeliet om, hvordan Jesus er nået til Genesareth Sø, og hvordan han går op i Peters fiskerbåd for at kunne undervise skarerne ude fra søen. Og mens de er ude på dybet, beder Jesus så Peter om at lægge garnene ud til fangst. Imod al sund fornuft, egentlig, for fiskerne havde slidt hele natten uden at have fanget noget. Alligevel trodser Peter sin tvivl og kaster sine garn ud på Jesu ord. Og får, som evangeliet beretter, så stor en fangst, at garnene var ved at sprænges.

Den tro, Peter viser i dagens evangelium, den er derfor også at forstå som et udtryk for tillid. En ubetinget tillid til Jesu ord. Og det er vel nok en væsentlig pointe i dagens evangelium. At troen, eller tilliden til Gud ikke er noget, vi mennesker skal tilvejebringe af os selv. Som om den var noget, vi selv skulle præstere eller skabe ved vores egen kraft. Tværtimod, er troen noget, der opstår i det øjeblik, vi netop giver afkald på alt det, der binder os til selv at ville begribe og indhente klare beviser. Ikke at troen dermed skal være hovedløs, uden forbindelse til vores intellekt. Var den det, ville vi jo være i fare for at ende ud i en blind fanatisme. Men snarere sådan at forstå, at troen den først kan bringes til live, når vi erkender, at over for Gud, da står vi mennesker dybest set nøgne. At over for Gud, da har vi intet at forhandle med – vi har intet at tilbyde ham, som Cohen også synger om det i elskerens møde med Suzanne.

Og det er det forunderlige med vores forhold til Gud og til troen. At det netop først er dér, i erkendelsen af vores afmagt, at mødet med Gud kan opstå, og troen vækkes til live. Som det skete for Peter i dagens tekst, da han pludselig indså, at han som skabning stod over for sin Skaber, og derfor faldt ned på knæ foran Kristus i ydmyghed. Eller, hvis vi vender os til Cohen igen: som han beskriver det i mødet mellem manden og kvinden, mellem elskeren og Suzanne:

That it is when you realize that you have no love to give her, that she gets you on her wavelength, and she lets the river answer, that you’ve always been her lover.

På forunderlig vis viser afmagten sig på den made at være noget af det bedste og det lykkeligste, der kan overgå et menneske. For her, hvor alle vores intellektuelle forbehold og er faldet, da er det, at mand og kvinde, Gud og menneske kan finde sammen i åndens og i kærlighedens forening. Og det med visheden om, at sådan har de to, mand og kvinde, Gud og menneske altid hørt sammen, nemlig i ånd og i kærlighed.

Ikke at troen dermed kan eller skal fungere som en form for forklaring på alting i denne verden. Eller som en brugbar anskuelse, vi kan tilslutte os, fordi den virker overvejende sandsynlig. Nej, troen på Kristus, den unddrager sig ethvert forsøg fra vores side på at ville sidestille den med konkrete løsningsmodeller eller logisk bevisførelse af den ene eller den anden art.

Især i vores vestlige, moderne verden fremstår troen derfor også ofte som nytteløs. For hvad skal den til for? Den giver jo ingen forklaringer på livets modsætninger – på livet og døden, på glæden og smerten? Eller konkrete anvisninger på, hvordan vi opnår et langt og lykkeligt liv. Som sådan kan vi ikke anvende den til noget konkret, og dét viser sig vel nok at være én af de store udfordringer for det moderne menneske i dag. For sådan er det moderne menneske vant til at tænke, at ting kun har værdi, hvis de også indeholder et synligt resultat eller har en gavnlig effekt. Men troen er som sådan ikke resultatorienteret. Tværtimod, kan dens afkast på ingen måde gøres op i målelige værdier eller klare fortjenester.

Men hvorfor da tro, hvis troen ingen nytte har, spørger vi så? Ja, hvad skal vi med kærlighed, kunne vi også svare. Og på den måde indikere, at spørgsmålet i sig selv ikke har et svar. For hvis kærligheden kunne gøres op i nytteværdi, da vil de fleste nok vide, at så var der jo ikke længere tale om kærlighed. Ja, faktisk ville man dræbe det, der er ånden i selve kærligheden. Og på samme måde med troen. Troen kan vi ikke betragte eller anskue, ligesom vi anskuer andre målbare fænomener i verden. Gør vi det, forsvinder den mellem hænderne på os.

Alligevel rummer troen noget, vi ikke vil være foruden. Cohen beskriver det i det andet vers i sangen om Suzanne. Her skifter han fra talen om elskeren og Suzanne. Her taler han ikke længere om elskeren og Suzanne, men om Jesus. Han synger:

And Jesus was a sailor, and you want to travel with him, and you want to travel blind, and you think maybe you’ll trust him, for he’s touched your perfect body with his mind.

Ligesom Peter, der i mødet med Kristus opgiver alt for at følge ham, besidder Jesu ord altså noget, der berører os dybt og vækker troen til live. Måske vi ikke helt kan forklare det, vi hører med vores fornuft og vores logik – alligevel er det, som om vi godt forstår det – og det er det, der får mennesket til at ville rejse med ham: at der i det øjeblik, vi er blevet berørt af hans sind, gives en vished om, at vi er skabt til at leve sammen i ånd og i sandhed. Og når vi lever sammen i ånd og i sandhed, så bliver livet ikke blot som nyt, vi får også en vished om, at vores tilhørsforhold til Gud vil bære os igennem – også hvor vores egne kræfter hører op. Derfor: kast dine net ud!

Amen.

Reklamer
%d bloggers like this: